Press "Enter" to skip to content

Succesfuldt skoletilbud udvides til hele udskolingen

0


Børne- og Skoleudvalget har besluttet at etablere et nyt skoletilbud for en bestemt gruppe af elever i udskolingen

Når det ringer ind til skoleåret 25/26 til august næste år, skal vi byde velkommen til et helt nyt skoletilbud i Fredericia Kommune – nemlig 8.E og 9.E.

Her bliver fokus på at skabe en god skolegang for elever, som er udfordret i folkeskolens almene rammer, men som ikke har behov for den grad af specialisering som specialskolen Frederiksodde Skole tilbyder. Målet er, at alle elever i det nye skoletilbud skal gå op til folkeskolens afgangseksamen og bestå dansk, matematik og engelsk, samt andre fag, som den enkelte elev har mulighed for at mestre. Klasserne etableres på afdeling Bygaden i Erritsø.

Det nye skoletilbud bygger videre på gode erfaringer og positive resultater fra 10.E, som 10’ende og Fredericia Kommunes specialskole, Frederiksodde Skole, startede i 2020.

Her har mange af eleverne oplevet 10.E som et fagligt og personligt vendepunkt, der har givet dem langt bedre kort på hånden til at komme videre med uddannelse eller et uddannelses- og jobforberedende tilbud.

”Vi ved, at der er en gruppe elever i udskolingen, der ville profitere af at have et skema, der er sammensat anderledes. Skemaet skal stadig tage udgangspunkt i folkeskolens fag og afgangsprøver, men det kombineres med en højere grad af fleksibilitet i forhold til eksempelvis praktik og praktiske fag. Derfor er jeg helt overbevist om, at det nye skoletilbud kommer til at gøre en stor forskel. Både i forbindelse med elevernes skolegang, men også på den længere bane, når vi taler om mulighederne for at tage en uddannelse og komme videre i job. Målet med det nye skoletilbud er nemlig, at eleverne skal tage afgangseksamen,” siger Ole Steen Hansen, der er formand for Børne- og Skoleudvalget i Fredericia Kommune.

Del indlægget
Facebooktwitterlinkedin