Press "Enter" to skip to content

Dagplejere og pædagoger trak i træningstøjet

0

Der var gang i den, da Fredericia Rådhus lagde lokaler til dagplejere og pædagogers kursus i pædagogisk idræt

I weekenden blev der sat fokus børns bevægelse, da 26 personaler fra dagplejen, pædagogiske idrætsdaginstitutioner og ledere var samlet på rådhuset i Fredericia til certificeringskursus. Her blev viden koblet med lege og bevægelse, og formålet med weekenden var at højne kvaliteten af børns bevægelseslege og motoriske kompetencer.

”Bevægelse og leg er et fundament for læring. Når vi arbejder systematisk med lege og aktiviteter, kan vi se, at børnene virkelig rykker sig. Derfor er det fedt at være på kursus, fordi vi får en større arbejdsglæde, når vi bliver styrket i vores faglighed og kan sparre med hinanden”, fortæller Heidi Greisager, der er dagplejer i Distrikt Ullerup Bæk.

I pædagogisk idræt er kroppen hele tiden i centrum, og derfor arbejdes der med at aktivere kroppen igennem lege og andre aktiviteter. Det skulle kursisterne opleve på egen krop, og det gav høj puls og inspiration til nye lege og aktiviteter, som personalet kan bruge i egen praksis.

”Vores dagplejere og pædagogerne i daginstitutionerne gør et enormt vigtigt arbejde med børnene, når de sætter fokus på bevægelse og motorik. Jeg er glad for, at de arbejder med pædagogisk idræt i dagligdagen, for hvis vi hjælper børnene godt på vej her, øger vi deres muligheder for læring både nu og senere i livet. Og så synes jeg, at det er skønt, at de voksne selv går forrest, bringer deres egen krop i spil og får sved på panden, når de på kursus”, siger Ole Steen Hansen, formand for Børne- og Skoleudvalget.

Fakta
Certificeringskurserne strækker sig over 1 ½ år, hvor personalet i alt er afsted tre weekender og en aften. Herefter kan de kalde sig certificerede i pædagogisk idræt.

Fredericia har fire daginstitutioner, som er certificerede i Pædagogisk Idræt. Det er Idrætsinstitutionen Æblehaven, Idrætsbørnehaven Ta Fat, Daginstitutionen Peter Aage Gården og Idrætsbørnehuset Olympiaden. Derudover er fire dagplejer også certificerede.

Del indlægget
Facebooktwitterlinkedin