Alle 21 byrådsmedlemmer står bag budgettet for 2020.
Der investeres 82 millioner i øget service, heraf 56 millioner kroner til den borgernære velfærd.
Der investeres 26 millioner kroner i udvikling og vækst.
Borgervejlederen fortsætter på fuld tid.
Veterankoordinatoren fortsætter også uændret, og arbejdet med at udforme en politik for vores veteraner starter 1. januar 2020.
Børn og unge
Forligspartierne er enige om at forsætte de senere års massive investeringer i Fredericia Kommunes børn og unge. Børnene er fremtiden.
Der afsættes derfor i alt 12,8 mio. kr. i 2020 stigende til 17 mio. kr. i 2021 som samlet løft til 0 – 18 årsområdet.
Løft af folkeskolen
Forligspartierne er enige om at sikre et fortsat løft af Fredericia Kommunes folkeskoler. De foregående års store investeringer i flere lærere og pædagoger til folkeskolen i Fredericia fortsættes. Der afsættes 4,2 mio. kr. til løft af folkeskolen i 2020 og et årligt løft på 10 mio. kr. fra 2021. En del af finansieringen findes ved afkortning af skoledagen på mellemtrin og udskoling svarende til 2,2 mio. kr. i 2020 og 5,2 mio. kr. i 2021.
Arbejdstidsaftale
Forligspartierne er enige om, at der i foråret 2020 forhandles en arbejdstidsaftale med lærerne. Der skal i udarbejdelsen af aftalen tages hensyn til et styrket samarbejde mellem lærere og pædagoger i folkeskolen i Fredericia.
Læringscamps
Der afsættes 400.000 kr. årligt til at gøre camps i dansk og matematik permanente i alle kommunens fire skoledistrikter. Erfaringerne med camps er gode. Målet er, at flere børn og unge gøres uddannelsesparate og får løftet deres evner i dansk og matematik.
Kortere skoledag for mellemtrin og udskoling
Forligspartierne er enige om, at skoledagen for mellemtrin og udskoling afkortes fra skoleåret 2020/2021. Afkortning af skoledagen vil give mulighed for flere timer med to-voksenordninger. Der afsættes 650.000 kr. til at styrke fritidstilbuddene som følge af at skoledagen afkortes. Afkortningen finansieres af de tidligere afsatte midler til fritidsområdet fra budget19.
Flere børn i egne tilbud
Der tilføres et varigt budgetløft til kommunens udgifter på mellemkommunale specialtilbud for børn og unge på i alt 10,25 mio. kr. Forligspartierne er desuden enige om, at der skal udvikles flere tilbud og løsninger inden for kommunen, således at flere børn kan få et skoletilbud i Fredericia trods fysiske eller mentale handicap. Forligspartierne ønsker at der arbejdes for, at udgifterne til de mellemkommunale specialtilbud over tid nedbringes ved at flere opgaver kan løses i Fredericia Kommune uden at gå på kompromis med den faglige kvalitet i tilbuddene.
Der udvikles en model for NEST-tilbud i en Fredericiamodel i løbet af 2020, så modellen er klar til udrulning fra skoleåret 2021/2022. Der afsættes 110.000 kr. årligt fra skoleåret 2021/2022 til det nye tilbud.
Der udarbejdes et oplæg til ny økonomimodel for specialområdet, der tager hensyn til de distrikter, som har mange børn på Frederiksodde-skolen. I oplægget skal der også kigges på socioøkonomi og incitamentsstrukturer.
Nyt samlet koncernområde for Børn og Unge
Temperaturmålingen af 0 – 18 års området har peget på sammenlægning af Børn og Unge samt Familie og Børnesundhed som et nyt samlet koncernområde. Forligspartierne ønsker, at sammenlægningen iværksættes hurtigst muligt, ligesom rekruttering af ny koncernchef iværksættes med det samme.
Ved sammenlægningen frigøres en effektivisering på administration, ledelse og understøttende funktioner på 1 mio. kr. i 2020 og 2 mio. kr. i 2021.
Renoveringer i Fredericias folkeskoler
Forligspartierne er enige om at foretage en massiv investering i bedre fysiske rammer på folkeskolerne i Fredericia. Investeringerne vil ske ud fra en konkret prioritering, således at midlerne målrettes gennemrenovering af hele projekter.
Forligspartierne er desuden enige om, at fremtidige renoveringsprojekter skal gennemføres med maksimal hensyntagen til klima og energimæssige tiltag såvel i forhold til ud- og indvendig vedligehold og indeklima. Tidligere afsatte midler til klima og energimæssige tiltag vil indgå i samlede renoveringstiltag.
Der afsættes i alt 25 mio. kr. til en gennemgribende renovering af Skolesvinget. Renoveringen skal sikre, at Skolesvinget får moderniserede fysiske rammer som giver mulighed for en fuldt 2-sporet skole. Planlægning af renovering skal ske i tæt samarbejde med skolebestyrelse, forældre, medarbejdere og elever. Midlerne fordeles med 8,6 mio. kr. i 2020 og 16,4 mio. kr. i 2021.
Forligspartierne er enige om, at Højmosen også trænger til en gennemgribende renovering. Der afsættes 1 mio. kr. i 2020 til projektering af renovering af Højmosen.
De fysiske rammer på Frederiksodde-skolen er udfordrede. På baggrund af temperaturmålingen på 0-18 års området ønsker forligspartierne, at der i 2020 udarbejdes oplæg til plan for at sikre bedre fysiske rammer til Frederiksodde.
Byrådets vision er, at folkeskolen i Fredericia Kommune skal være det naturlige første valg. Andel af børn i Fredericia der vælger folkeskolen aktivt til ligger over landsgennemsnittet, men har været faldende de senere år. Særligt Kirstinebjerg-distriktet oplever udfordringer med faldende elevtal.
For at imødegå denne udvikling igangsættes en proces, hvor Kirstinebjerg-distriktets skolematrikler gennemgås med henblik på opgradering af bygningsmassen til moderne standarder. I processen lægger forligspartierne vægt på at skolebestyrelser, elever, personale og forældre inddrages.
Der afsættes årligt 2,35 mio. kr. til nulstilling af økonomiske effekter af energimæssige tiltag på skoler og i daginstitutioner.
IT-udstyr i folkeskolen
Forligspartierne ønsker at styrke arbejde med IT og digitalisering i folkeskolen i Fredericia. Fremtiden er, at langt mere undervisning foregår digitalt og Fredericias børn og unge skal sikres lige og gode rammer til at kunne integrere digitaliseringen i deres læring.
Der afsættes en pulje på 3 mio. kr. i 2020, så der kan foretages massive investeringer i devises i folkeskolen.
Forebyggelse og Fritid i Fredericia
Forligspartierne er enige om at styrke fritidsområdet med 1,35 mio. kr. fra 2020 og frem. Midlerne finansieres af tidligere afsatte midler til fritid fra budget19.
Forligspartierne er enige om at iværksætte en gentænkning af det samlede fritidsområde i Fredericia. Temperaturmålingen har vist potentiale i at samle de mange tilbud, der er for børn og unge på fritidsområdet i en samlet organisering under Børn og Unge.
Fritidsområdet skal gentænkes, så det i endnu højere grad understøtter at børn og unge i Fredericia får mulighed for at indgå i stærke fællesskaber.
Området samles under en leder, der får reference til den nye koncernchef. Med samlingen nedlægges Den Matrikelløse Klub i sin nuværende form, men ressourcerne bliver på det samlede forebyggelses og fritidsområde.
Leder på Ung Fredericia nedlægges.
10. klasse adskilles fra Ungdomsskolen og ungemiljøerne, der fremover indgår i fritidsområdet.
10. klasse forankres under en selvstændig leder under uddannelsesområdet sammen med UU-vejledningen.
Der iværksættes i 2020 en proces til udarbejdelse af en ny politik for fritidsområdet i Fredericia, hvor forebyggelse og fællesskaber vægter højt. Politikken skal bidrage til at skabe styrket forebyggelse ift. kriminalitet og misbrug.
Ungdommens Hus, De Orange Haller og Gasværksgrunden samles under det nye fritidsområde. Driftsbudget til De Orange Haller reduceres med 0,1 mio. kr. i 2020. Herefter er tilskuddet igen på 0,3 mio. kr. årligt.
Der afsættes i alt 8 mio. kr. til udvikling af nyt tilbud som erstatning for De Orange Haller. Heraf afsættes 1 mio. kr. til projektering i 2020. De tidligere afsatte 3 mio. kr. til en ny løsning indgår heri og det samlede beløb udmøntes i 2021.
Integration
Afrapportering på integrationsområdet sker fra 2020 i både Økonomiudvalget og Social og Beskæftigelsesudvalget.
Som del af budget18 blev der afsat en pulje på 350.000 kr. til integrationsfremmende tiltag. Der fastholdes en pulje med engangsmidler på 150.000 kr. som kan søges til foreningsaktiviteter, der fremmer integration i Fredericia.
De resterende midler på 200.000 kr. reserveres i 2020 til indgåelse af en samarbejdsaftale med Get2sport, som skal medvirke til at flere unge med sociale udfordringer blive en del af det aktive foreningsliv i Fredericia. Der afsættes herudover 200.000 kr. til videre førelse af aftalen i 2021. Aftalen er betinget af medfinansiering fra Danmarks Idrætsforbund og den boligsociale helhedsplan.
Gratis aftenklub
Forligspartierne er enige om at gøre aftenklubberne for børn i 4. – 6. klasse frit tilgængelige for alle børn. Partierne mener, at den forebyggende indsats via gode sociale fællesskaber på mellemtrinnet bør understøttes af at alle børn gratis kan benytte tilbud om aftenklub i Fredericia. Der afsættes 275.000 kr. til formålet.
Dagtilbud
Fredericia er en kommune i vækst og ikke mindst er det glædeligt, at der fødes flere børn i Fredericia i disse år. Det giver en øget efterspørgsel på dagtilbud i kommunen. Forligspartierne er enige om, fortsat at sikre gode rammer for kommunens yngste medborgere på 0- 5 års området.
Normeringer i dagtilbud
Forligspartierne ønsker fortsat at styrke dagtilbuddene i Fredericia og har som mål at leve op til BUPLs minimumsnormeringer på området. Forligspartierne sætter sig sammen efter finansloven for 2020 er vedtaget og drøfter, hvordan daginstitutioner i Fredericia kan styrkes. I denne forbindelse tages forældrebetaling, ressourcestyring samt overgang fra vuggestue til børnehave med i drøftelserne.
Ny daginstitution
I takt med at der fødes flere børn i Fredericia stiger behovet for pasning på 0 – 5 års området. Samtidig betyder lovgivningen fra Christiansborg ændrede vilkår for børnesammensætningen i Korskærparken, hvorfor der skal sikres en fremtidig løsning på begge forhold.
Forligspartierne er enige om at afsætte midler til at etablere en ny daginstitution med henblik at sikre tilstrækkelig kapacitet grundet stigende børnetal og som løsning på de nye regler for fordeling af børn fra udsatte boligområder i kommunens daginstitutioner.
Der afsættes i alt 34,6 mio. kr. til etablering af en ny daginstitution til etablering i perioden 2020 – 2022. Etableringen af en ny daginstitution vil medvirke, at Korskærparkens børnehave lukkes ned, når den nye institution er færdigetableret. Byrådet er opmærksom på de udfordringer, der kan opstå i de omkringliggende daginstitutioner.
Legepladser
I forbindelse med temperaturmålingen, der blev gennemført i foråret 2019 har ønsker til forbedring af folkeskolen i Fredericia været debatteret med en lang række aktører. Særligt fra elever og forældre på Fredericias skoler, er der fremkommet et stort ønske om forbedring af udearealer og legepladser. Forligspartierne er enige om, at gode udearealer er væsentlige for at skabe rammer for bevægelse, leg og venskaber i skolen. Der afsættes derfor en ekstra pulje til opjustering og forbedring af legepladser og udearealer for alle skoler i Fredericia. Puljen vil udgøre 5 mio. kr., som tillægges den nuværende legepladspulje. Puljen udmøntes over to år i 2020 og 2021.
læs hele budgettet:
https://www.fredericia.dk/sites/default/files/budgetforlig_2019.pdf